denne artikel nævner kort: ” Børn, der er vokset op hos mødre med en depressiv diagnose, har otte gange større risiko end andre børn for at udvikle en depressiv forstyrrelse som unge.”

 

robusthed er blevet det nye sort. Med den største selvfølgelighed efterlyser jobannoncer nu robuste og hårdføre medarbejdere. Underforstået medarbejdere, der kan tåle mosten og helst uden brok. Men at kræve robuste medarbejdere kan være et tegn på organisationens fornægtelse af belastende vilkår, hvor trivsel er noget, du selv tager ansvaret for. Vilkårene og disses udvikling, hvor stressende de end måtte være, betragtes som en naturlov, som organisationen ikke er herre over, men som medarbejderne må lære at leve med.

Selvstændighed, engagement, fleksibilitet, dynamisk og målrettet – du har hørt det hele før.

For det er populære krav at stille til medarbejdere på mange arbejdspladser. Men nu er “robusthed” og “resiliens”  også kommet med på hitlisten, over de egenskaber, der forventes af medarbejdere.

Det er en uformel psykologisk kontrakt, der signalerer en forventning om, at det er dit eget ansvar om du trives eller får stress i dit arbejde.

Vi har det ad helvede til men hey – vil du ikke arbejde her alligevel?

Der er intet problematisk ved vilkårene. Når man eftersøger robuste medarbejdere kunne man vel egentlig lige så godt skrive: ”Hej, vi har nogle lorte arbejdsforhold, vi ikke gider lave om på, men kunne du ikke tænke dig at arbejde for os alligevel?”  

Sat lidt på spidsen kunne man jo spørge sig selv, om det er ok at indrette belastende forhold i den tro, at man efterfølgende kan træne medarbejderne i at håndtere dem? Her må jeg så allerede nu gøre det helt klart, at forskningen tydeligt viser, hvad der skaber ægte robusthed hos børn og dermed senere voksne. Nemlig det at have haft en tryg base, for at tage noget væsentligt Man kan altså ikke skabe indre robusthed i en utryg virkelighed, med konstante og fortsat accelererende forandringer. Der ville det give langt mere mening, hvis organisationerne brander sig med, at de netop gør en indsats for at øge trygheden. At de med udgangspunkt i tryghed og omsorg for medarbejderne viser, at de har forstået, at rammerne er det, som skaber robustheden.

Et farligt maratonløb der bør stoppes

Sagt på en anden måde: Begrebet robusthed og resiliens er gået fra et være en egentlig beskrivelse eller et særligt kendetegn ved de mennesker, der har klaret sig godt på trods af en problematisk opvækst, til at være en psykologisk disciplin du kan og bør træne.

Ud fra argumentet om, at hvis vi skal overleve de udfordringer, som synes nærmest uoverkommelige for mange og ikke mindst uundgåelige i dag, er det vigtigt at du kan kultivere den rette attitude og indre råstyrke til at håndtere dem. Det handler altså ikke om, hvad der sker med dig, for det sker, om du vil det eller ej. Det handler om, hvordan du tackler det, som sker med dig.

Det er unægtelig en noget andet tilgang til de to begreber end den oprindelige og kan være et lidt farligt spor at bevæge sig ud af. Sådan som det ofte bliver præsenteret på foredrag af velmenende konsulenter og i selvhjælpslitteraturen handler robusthed nu om at hærde sig selv. Det kan sådan set være fornuftigt nok, men ikke hvis det handler om at hærde sig mod urimeligheder eller kritisable arbejdsforhold. Vi er jo for fanden ikke i krig på danske arbejdspladser. Hvis du skal være mere robust for at finde dig i mere, tåle mere eller udholde mere, bør festen stoppe øjeblikkelig. Robusthed og resiliens handler jo ikke kun om at kunne stå fast i stiv kuling. Det handler primært om at vide, hvad man vil og kan tåle og så give mulighed for at sige fra overfor forhold, der kunne føre til stress.

Stress er ikke et individuelt ansvar

Robusthed eller resiliens er to begreber, der ofte bliver blandet sammen, omend de ikke betyder helt det samme. Robusthed er en tilstand, noget du er, resiliens er en proces. Robusthed som vel nærmest kan oversættes til ‘ukuelighed’, altså en særlig modstandskraft, der gør, at nogle mennesker har klaret sig godt, selvom deres livsbetingelser har været voldsomme eller ligefrem udgjort en risiko for at udvikle psykiske problemer. Men som andre psykologiske fagtermer bliver nu også robusthed og resiliens taget som gidsler i bestræbelsen på at udtrykke de rigtige værdier udadtil, mens man i virkeligheden ændrer indholdet til andre og skjulte formål. Arbejdspladserne er ikke interesseret i robuste medarbejdere, de er interesseret i, at der ikke længere problematiseres eller påpeges fejl og mangler i forhold til kritisable forhold.

Den nye udgave af resiliens kommer med andre ord til at handle om, at man som menneske skal lære at finde sig i mere, og at man skal udsætte sig selv for farer og belastninger, så man bliver stærkere og kan klare endnu mere. Dermed bliver resiliens begrebet det nyeste skud på stammen i den del af stressbehandlingen, hvor man ser stress som et individuelt ansvar, og hvor stressreducering handler om, at den enkelte må styrke sig selv i forsøget på at leve med belastningerne. Også selvom det ville være fuldstændigt naturstridigt. At være resilient kommer til at handle om at være robust, hårdfør og måske endda blive styrket af sin modgang. Jo mere modgang og jo flere uoverskuelige udfordringer, jo stærkere bliver du. Stress er en gave, tag da imod den i stedet for at beklage dig og klynke.

Men skal vi ikke lige slå helt fast, før vi falder i svime over modgang, at børn, som er vokset op med vold, udviser signifikant mere problematisk adfærd end børn, der ikke er vokset op i et sådant miljø. Børn, der er vokset op hos mødre med en depressiv diagnose, har otte gange større risiko end andre børn for at udvikle en depressiv forstyrrelse som unge. Det hører altså til sjældenhederne, vitterligt, at børn med en voldsom opvækst bliver små lysende hjerter som voksen. Det sker, men ikke i sådan grad at vi aktivt kan tilstræbe modgang for at gøre folk stærkere. Det er en tabt investering.

Så før vi nu overlader robusthed eller resiliens i det hårde arbejdslivs tjeneste, var det måske på sin plads at fastholde deres oprindelige betydning. Hvis det skal give mening af udvikle robusthed på arbejdspladsen, så handler det primært om at skabe nogle vilkår, hvor den enkelte medarbejder kan vokse.

Det er din organisation der skal være robust, ikke nødvendigvis dig.

For at skabe et robust miljø er der visse egenskaber, beskyttelsesfaktorer om man vil, der er nødt til at være til stede i din organisation.

Jeg vil bare her afslutningsvis nævne de vigtigste:

Retfærdighed, organisatorisk målklarhed, positivt arbejdsklima, kontrol over sit arbejde, mindsket tidspres, personale-fokuseret lederskab, støtte (hjælpsom arbejdskultur), indflydelse/inddragelse og udviklingsmuligheder og tryghed i ansættelsen.

Listen er en sammenfatning af forskning fra internationale organisationer og myndigheder som arbejder med sundhed og arbejdslivs spørgsmål. Blandt andet ILO (International Labour Organization) FN, WHO, OECD og EU-kommissionen.

Først når de er på plads kan du begynde at arbejde med dit eget ansvar.

Giv kvinderne stemmeret.

Tænk, hvis kvinder i Danmark ikke som udgangspunkt havde stemmeret. Tænk, hvis en kvinde, når hun fyldte 18 år, skulle indsende en ansøgning til en offentlig myndighed, som så skulle vurdere om hun var ‘politisk egnet’ og om hendes holdninger var i overensstemmelse med ‘nationens bedste’. Og tænk hvis denne myndighed så havde magten til at afgøre, om en kvinde skulle have stemmeret eller ej.

De fleste vil nok finde bare tanken om en sådan ordning absurd, utidssvarende og dybt problematisk, og som kvinde ville man sikkert oven i købet føle sig krænket på sit køn – og det med god grund. Det er en integreret del af det danske samfund og vores demokrati, at kvinder fuldt ud anerkendes som politiske borgere, og at de har samme adgang til det politiske rum som mænd.

Den 1. oktober 2007 fik vi i Danmark en ny lov om forældreansvar. I denne lov stadfæstes et princip for børns og fædres ret til at være sammen med hinanden efter en evt. skilsmisse mellem mor og far, der i praksis fungerer på netop den måde, som vi her har forestillet os et system for kvinders stemmeret.

Kilde: Ole Bjerg – Information